Interview

“Du kan altid gå ud af en dør. Der er altid luft og himmel”

Anne Hjernøe har beskæftiget sig med sund livsstil i årtier. Jo mere hun gør det, jo bredere bliver begrebet for hende. Den mentale sundhed fylder meget – og her gør naturen en stor forskel.

Kaffekopper skramler, bønner bliver kværnet, mælke­skummer skratter. Der ryger en del friskbrygget kaffe henover disken på caféen i Mejlgade i centrum af Århus. Det er formiddag. Lyset går klart igennem på denne vinterdag, hvor det emmer af liv. Nogle arbejder, andre rykker sammen for en dybere samtale, mens mødre mødes med deres pludrende småbørn.  

Anne Hjernøe har netop sat sig efter en rask gåtur på 40 minutter fra hjemmet i Åbyhøj. Blikket er varmt og nærværende. At vælge gåben som transportmiddel er vigtigt. Det er faktisk en rød tråd i hendes måde at leve sit liv på, fordi det forener to vigtige trædesten. For det første at bruge kroppen aktivt. For det andet at komme ud og få noget frisk luft.  

– Jeg har altid brugt naturen rigtig ­meget, opholdt mig udenfor og mærket roen ved at være i naturen. De seneste år er jeg blevet mere bevidst om, hvordan jeg bruger naturen og er blevet klogere på, hvad det egentlig er, den kan. At den kan hjælpe mig med at grounde. Naturen er helt afgørende for mig, når det handler om at leve og være i balance med fokus på det vigtigste. 

Hun understreger, at naturen jo er tilstede i en eller anden form, uanset hvor du er. 

– Du kan altid gå ud af en dør. Få noget frisk luft og trække vejret. Der er altid luft og himmel. Og det kan hjælpe dig med at få stemplet ind i dig selv.  

Stærk på flere måder  

Hendes seneste bog ’Stå stærkt’ ligger mellem Annes cortado og min sorte americano. Ordet stærk er selvfølgelig ikke tilfældig og indgår i titlerne på de seneste fem bøger. Ikke kun for at skabe genkendelighed. For ordet kan nemlig noget mere.  

– Jeg har som mange andre i lang tid fokuseret den ydre styrke og på det at blive stærk, let og mæt, men styrke kan lige såvel handle om vores indre liv og måde at være i verden på. Det er vigtigt at have en stærk krop, men det er også vigtigt at have en grundstyrke rent mentalt. Fordi vi jo vælter ind imellem. 

Anne oplever, at samtalerne om det sunde liv har ændret sig og skabt behov for et bredere fokus. For, som hun siger, når vi har en fysisk grundstyrke, er det måske også nemmere at finde en mental styrke. Det har hun også selv oplevet i det seneste år med sin mands sygdom og død, hvor hun netop har haft brug for sin mentale styrke og har kunnet mærke den.  

Derfor fylder den mentale sundhed meget i hendes nye bog, som hun selv kalder for den mest personlige indtil videre, hvor hun tager udgangspunkt i noget, der har en krog ind i hendes eget liv.  

– Jeg vil gerne være personlig uden at blive privat og inspirere med det, der har virket for mig. Jeg ønsker at dele de værktøjer, der virker for mig og måske på den måde inspirere til alt det, vi selv kan gøre for at stå stærkere. Også når vi måske ­føler os pressede og har lidt for travlt. 

På tærsklen til stress 

Samtidig er det også vigtigt at kunne række ud og søge hjælp, når det tipper til den gale side. Selv må hun til læge og igennem en række undersøgelser, fordi kroppen ­siger fra for nogle år siden. Anne får tunnelsyn, hjertebanken, problemer med at trække vejret og sensitiv hørelse. Hun bliver reddet på målstregen og når lige nøj­agtig at bremse op, inden det går helt galt. Inden hun bliver decideret syg af stress.  

– Jeg stempler ud i et par måneder for at lave ingenting og bare være. Jeg søger ud i min have og ud i naturen og slipper alt.  

Det hjælper øjeblikkeligt. Udover at få kigget sit årshjul igennem og spredt arbejdsopgaverne ud for at reducere spidsbelastninger, bliver Anne optaget af, hvad vi hver især kan gøre for at passe på os selv i den måde, vi lever på.  

Naturen skaber nyt fokus 

Anne får en øget opmærksomhed omkring, hvad hun skal fokusere på for at passe bedst muligt på sig selv. Og hendes forhold til naturen ændrer sig fra at være noget intuitivt til at blive en mere bevidst strategi i en ofte travl hverdag.  

– Jeg bliver mere bevist om, hvordan jeg bruger naturen, og jeg bliver klogere på, hvad det egentlig er, den kan. Det at være udenfor i naturen er én af mine helt faste rutiner. Jeg opholder mig gerne udenfor, og jeg går gerne lidt flere ture, hvis jeg mærker, at jeg er presset. Både natur og bevægelse flytter mit fokus væk fra hovedet.  

Anne begynder også at bruge vejrtrækningen bevidst og laver åndedrætsøvelser, der på samme måde virker øjeblikkeligt og skaber ro i kroppen.  

– Når jeg får brug at geare ned, bevæger jeg mig langsomt og sætter helt konkret tempoet ned. Gerne ude i den friske luft. Det virker, når vi er for meget i vores hoveder. Efter bare 10 minutter er faren drevet over, og kroppen er faldet til ro.  

Tiden lige nu 

Som mange andre kender Anne også til at vågne for tidligt. Det kan skabe frustration for de fleste. Her prøver hun selv at sætte den positive vinkel på. For måske kan det vendes rundt og blive en gave at få lidt ekstra vågen tid.  

– Jeg har arbejdet med at finde en ro omkring det i stedet for at blive irriteret. Og jeg øver mig i at bruge tiden til noget rart, når jeg alligevel er vågen og ikke kan falde i søvn igen. Trækker det spor i løbet af dagen, så løser jeg det med flere pauser. I det hele taget er pauser gennem ­dagen vigtigt for at bryde koncentrationen og gøre noget andet.  

Til gengæld har Anne altid været god til at være i nuet.  

– Det hedder jo så mindfulness, har jeg fundet ud af. Jeg er i det, jeg er i. Mit fokus er her og nu. Jeg er nødt til at være tilstede i det, jeg er i.  

På den måde bliver der skåret støj og overflødigheder fra. Og netop det har ­givet Anne meget ro i livet. Det er en integreret del af hendes måde at være i verden på, fordi hun for mange år siden bevidst traf den beslutning for ikke konstant at lide afsavn, når hun var væk hjemmefra.  

Til gengæld kan Anne stadig glemme at mærke efter, hvad hun har brug for. Og lige her hjælper kroppen hende på vej ved at sende de velkendte stresssignaler ud i kroppen. Så rydder hun op i kalenderen. Vender sig mod de nære relationer og ­søger ud i naturen.  

Anne Hjernøe 

Anne Hjernøe er journalist og autodidakt kok med eget firma AnneMad Aps. Her ­arbejder hun med tv-­produktion og rejser blandt andet rundt i verden med journalist Anders Agger.  

Hun afholder desuden workshops, kurser og ­foredrag og har udgivet 27 bøger om blandt andet sund livsstil. Senest ’Stå Stærkt’  
fra Politikens Forlag.  

Når tiden er knap4 genveje til en sund hverdag 

Vær på forkant 

Øv dig i at preppe i perioder med travlhed og fyld køleskabet med gode proteiner og grønsager, som er renset og snittet. Det gør det nemmere at træffe et sundt valg, så du undgår at blive fældet af de hurtige og mindre sunde løsninger. 

Faste aftaler 

Læg din træning i kalenderen, så du ikke behøver at diskutere med dig selv, om du skal eller ikke skal træne. Selv har jeg lagt min træning ind 3 gange om ugen kl. 8-9, og så holder jeg mig til det.  

Systemer og faste aftaler kan være løsning for rigtig mange mennesker, når det handler om både kost og træning.  

Kom ud i den frisk luft  

Overvej, om du kan gå eller cykle, når du skal klare nogle ærinder eller møde op til nogle aftaler. På den måde sikrer du, at du både får noget ekstra bevægelse og noget frisk luft.  

Åndedrætsøvelser  

At tage sig tiden til bevidst at trække vejret dybt er et effektivt redskab, når du har brug for at komme ned i gear og skabe dig et overblik. Åndedrætsøvelser kan du lave hvor som helst, når som helst. De tager ingen tid, og de virker.