”Min alder sætter mig fri”

Dagen er lun, luften står stille, og gaderne dovner. Det er grundlovsdag. Signe Wenneberg rækker hånden frem og møder mig med
et varmt, fast blik. Vi slår os ned. Koldt vand rækker. Der er ro og power på en og samme tid.  At brænde for noget kan godt virke lidt slidt og flosset i kanterne, men nogle gange er det vitterlig den mest præcise beskrivelse for et dybt engageret menneske, som bruger alle døgnets timer på at kæmpe for en bedre verden. 

Dette gælder for Signe Wenneberg, som i årtier har beskæftiget sig med den grønne dagsorden, klima og bæredygtighed. Længe før, at de alarmerende klimaforandringer ­begyndte at rydde overskrifter fra tid til anden. En dags tid. Og så er verden videre. Men ­sådan er det ikke for Signe Wenneberg.

Hun er for nylig gået i luften med ”Den lille grønne avis”, som er vokset ud af hendes Instagram-kanal med mere end 112.000 følgere, og som hun har valgt også at flytte over på en anden platform. Sit eget website med nyhedsbrev. Læserne rykker med. 

– Jeg oplever, at vi har et fællesskab, en læserklub, hvor vi er sammen om vores mærkesager, og hvor jeg er oprigtigt interesseret i at høre, hvad der sker derude. Det har fra starten været en landsdækkende kanal, fordi jeg kommer rundt i hele landet, når jeg holder foredrag. Og den kamp, jeg eksempelvis kæmper for huse, der skal rives ned, gælder jo også hele landet.

Det vokser jo

For omkring et år siden var Signe Wenneberg med i en podcast ”Guld og grønne skove” på P1, hvor værten fastslår, at hun jo driver Danmarks største klimamedie.

– Lige der går det op for mig, hvor stor min læserskare egentlig er blevet. 

Samtidig bliver hun i 2024 indstillet til 4-5 priser og vinder også en af dem. Nemlig Verdensmålsprisen for en ekstraordinær indsats for formidling af grøn omstilling og Verdens­målene. Dette og ønsket om at blive løsrevet fra ­techgiganterne blev det endelige skub til at ­skabe sit eget klimamedie for den grønne avis. Der er ingen betalingsmur. ”Den lille grønne avis” er helt gammeldags public service.

Uafhængig rebel

Signe Wenneberg kalder sin avis for uafhængig, regenerativ rebeljournalistik. Og det er både lidt for sjov og med en vis alvor. 

– Jeg bruger ordet regenerativt, fordi jeg synes, at det er vigtigt at efterlade ­tingene i en bedre stand, end vi gjorde ­tidligere. Og det gælder sådan set alt. Nedrivninger af huse, jord, bygninger, vandboringer og så videre, som er alt det, jeg skriver om. Klima, miljø og bæredygtighed i mange forskellige perspektiver. Hun skriver også om kultur, kunst, ­arkitektur med den grønne vinkel. En del af det handler om vores bygningskulturarv, som bliver frarøvet kommende generationer, fordi huse rask væk bliver revet ned og genopstår i en form, som kun kan holde i 20-30 år. Og som derfor ikke kan holde til kommende generationer. 

På Den lille grønne avis er der mere plads til at folde sig ud og ikke holde sig tilbage med at sige tingene, som de er. Som Signe Wenneberg ser dem.

– Jeg har simpelthen for et par år siden besluttet mig for at sætte navn på miljøsvin og magthavere, og det har jeg ikke ønsket tidligere. Men jeg mødte nogle yngre kenyanske aktivister, som inspire­rede mig til at kalde dem ved navn. 

Det skete på en af de gentagne rejser til Afrika, hvor Signe Wenneberg er kommet i årevis som ulønnet journalist for dække, hvordan vores adfærd i nord får markante konsekvenser i syd.  

Alder giver mod

Den mere direkte, kontante tone bringer klarhed, og så må vi andre tage stilling til, hvordan vi vil bruge vores stemme. 

– Og det har jeg kunnet gøre, fordi jeg ikke er bange for, at det går ud over andre mere. Jeg har ikke hjemmeboende børn længere, som jeg skal passe på, og som det kan gå udover. Jeg er nok også mere modig, fordi jeg er blevet ældre. Jeg benytter mig af, at ordet er blevet mere frit. 

Jeg er mere modig, fordi jeg er blevet ældre. Jeg benytter mig af, at ordet er blevet mere frit

Og det har givet en helt ny energi at kunne smide fløjlshandskerne og give sig selv lov til at stå frem og sige tingene ligeud. Hun er blevet endnu mere skarp. Og samtidig har hun fået mere tid til arbejde, fordi hun har færre forpligtelser.

– Vi taler aldrig denne alder op med alt det, den kan. Lad os tale om, hvor frit sættende denne alder er. Jeg bruger den ekstra tid til mine mærkesager, som jeg dækker mere intenst.

Livet er kort

Hun har viet sit liv til sine mærkesager. En alvorlig ulykke som 17-årig gjorde det nærværende, at livet kan slutte. Vi kan dø når som helst. Denne erkendelse har brændt sig fast. 

– Jeg skal nå at gøre forskel indenfor det, jeg brænder allermest for. Nemlig at formidle det, som jeg synes, er vigtigt.­ ­Ingen kan gøre alt, men vi kan alle gøre noget, som jeg plejer at sige.

Jeg skal nå at gøre forskel indenfor det, jeg brænder allermest for

Hun er drevet af at kunne forandre for at gøre verden til et bedre sted i en grøn, klimaansvarlig og bæredygtig retning. Og det er derfor, at hun ikke så tit
holder fri. Arbejdet er vigtigt og ­meningsfyldt. 

– Livet her på jorden er så kort. Vi må bruge tiden til at tage os af vores nærmeste, og så må vi hver især gøre en forskel med vores væren i en positiv retning.

Garantier findes ikke  

Signe Wenneberg har altid levet sundt og grønt, fordi hun kan lide det. Selv lever hun økologisk og næsten kun plantebaseret i dag. Som barn voksede hun op på landet med en økologisk køkkenhave, men der bliver som bekendt ikke udstukket nogle garantier for sundhed og helbred. 

– Jeg fik kræft i skjoldbruskkirtlen som 50-årig, og nu har det så vist sig, at nogle af de giftstoffer der har været tilladt på dispensation i landbruget i Danmark – og forbudt i EU – også er nogle af de stoffer, som kan give kræft i skjoldbruskkirtlen. Så selv om du lever sundt, kan du jo blive eksponeret for giftstoffer. Især hvis man vokser op på landet.

Det har også været med til at skærpe hendes budskaber omkring måden, vi ­behandler både jord og hav på.

– Forureneren skal betale. Her tænker jeg også på landbrug og fiskeri. De to ­erhverv bidrager meget negativt. Vi skal tænke, hvem bidrager og hvem ødelægger. 

Selvforsyning i en usikker tid

Signe Wenneberg er også optaget af, hvordan vi kan bruge prepping i en køkkenhave som afsæt til at blive mere selvforsynende. Hvordan gjorde man under anden verdens­krig, spørger hun retorisk.

– Man satte plakater op i gaderne og opfordrede alle til at have to høns pr. person i husstanden, så folk kunne blive selvforsynende med protein fra egen have og fælleshave. Jeg er bestemt ikke selvfor­synende fra min byhave, men jeg har selv tre høns og deler æg ud til min familie. 

Det er livsbekræftende at opleve, at man er selvforsynende og kan klare sig selv. Måske særligt i en usikker tid som nu. Signe Wenneberg opfordrer til, at vi alle får lidt køkkenhave. Og mange kan dyrke, for hele 86 procent af os har adgang til en form for have eller noget jord. 

– Dyrk noget, som er nemt at dyrke. Frugt. Bær. Krydderurter. Kål. Tomater. Det har jeg selv. Om vinteren gemmer jeg tomater på glas. Og hvis du så har et par høns, er du godt på vej. Måske kan du etablere et lille spisekammer og gøre, som vores bedstemødre gjorde. Bygge dig et lille forråd, siger hun og fortsætter: 

– Vi er ikke engang som land selvfor­synende længere med frugt, bær og grøntsager. Vi har brugt vores landbrugsjord til at dyrke dyrefoder. Og den bedste landbrugsjord på Lolland bliver brugt til sukker­roer i stedet for sundt grønt til mennesker. Det giver ikke mening.

Små skridt i hverdagen

Til sine foredrag tager Signe Wenneberg ofte udgangspunkt i en lille bog, hun skrev for en del år siden ”Grønne hverdagstips”. Den handler om, hvordan vi kan tage små skridt i en mere grøn retning. Som at gemme sommerens høst, spise mere lokalt, blive mere selvforsynende. 

Som at kigge på bæredygtige investeringer. Eller som at bygge og renovere huse mere bæredygtigt. I stedet for at rive ned og bygge nyt og flå fine funktionelle køkkener ud af husene. Og der er en kæmpe bonus at hente her. Ikke bare økonomisk. 

– Det er klart, at der bliver penge masser af penge til overs, hvis du fortsat har et arbejde og får løn og samtidig stopper med det fossile forbrug, som er kommet helt ud af kontrol. De penge kan bruges på serviceydelser – på at få et nemmere liv – og på at købe en masse træer, planter og måske noget skov eller jord, som kan holdes giftfrit. Det bæredygtige liv er ikke et kedeligt liv, men et liv fuldt af skønne muligheder.