Overgangsalder: Genvind balancen med 5 skarpe strategier

  1. Tag et kig på dine kostvaner
    Med alderen og særligt overgangsalderen bliver din krop mere påvirkelig overfor den kost, du indtager, og det stiller krav til, hvad du spiser.
    Generelt gælder det om, at du skal sørge for at få nogle gode, faste måltidsrytmer flettet ind. Sørg for at indtage en kost, der indeholder grøntsager, protein, sunde fedtkilder og gerne lidt frugt og en smule stivelse, så dit energiniveau holdes stabilt og højt. 
    Prioriter grønne grøntsager, bælgfrugter, bær, fuldkorn, fisk, olivenolie, nødder og krydderier som gurkemeje og ingefær. Disse fødevarer kan virke antiinflammatorisk og har adaptogene egenskaber (stressreducerende). Du kan også med fordel prioritere fødevarer med højt indhold af pseudoøstrogener, da disse kan dæmpe symptomer fra overgangsalderen. Det kan være soja­produkter i forskellige afskygninger. 

  2. Suppler med kosttilskud
    Har du svært ved at overskue kosten, kan du tage en smutvej til de gavnlige stoffer via kosttilskud. Vær dog meget opmærksom på, at du kun bruger kosttilskud målrettet dine behov. Husk løbende at evaluere effekten. 
    Generelt er tilskud som D-vitamin, omega-3 og probiotika typisk relevante for dig, men derudover kan du overveje tilskud med adaptogene egenskaber i forhold til stress. Eksempelvis ashwagandha, rosenrod og schisandra. 

  3. Fokus på søvn og hvile
    Søvn, hvile og mental afkobling er kryptonit for din stress. Sørg for en god søvnhygiejne med faste sengetider, gode aftenrutiner, køligt og mørkt soveværelse. Undgå skærme, koffein og tunge måltider inden sengetid og sørg for at få dagslys. 

  4. Støt dig selvmed bevægelse
    Bevægelse brænder kortisol af. Når du er stresset i momentet, så rejs dig op, ryst kroppen, hop på stedet eller gå en tur. Husk, at daglig bevægelse – gåture, trapper, cykel – og ugentlig træning i det hele taget er godt som forebyggelse. Alle former for kredsløbstræning styrker dit hjerte-karsystem, som med østrogenets fald i overgangsalderen er i øget risiko for sygdomme. Styrketræning hjælper dig med at bevare og endda opbygge muskelmasse. Her skal du huske at matche din træning med gode proteiner. 

  5. Øv dig i at håndtere stress
    Stress er en biologisk og psykologisk reaktion, der opstår, når kravene udefra eller indefra overstiger de ressourcer, vi oplever at have til rådighed. Stress handler ofte om en opfattet trussel forårsaget af deadlines, krav og forventninger – og om samspillet mellem job og privatliv. Dine tanker og overbevisninger (mindset) har derfor afgørende betydning. Konkret kan du fokusere på at skabe små pauser i løbet af dagen. Tag tre dybe vejrtrækninger, stræk kroppen, kig ud ad vinduet. Sæt grænser og øv dig i at lade andre tage ansvar for deres egne følelser. Stressresponsen skyldes sjældent en enkelt faktor. Ofte er det kombinationen af flere forskellige, og derfor kan det give mening at sætte ind flere steder. 

Læs hele artiklen om overgangalder og balance her