Liv
1. Cykler mest muligt
Jeg forsøger virkelig at cykle så meget som muligt – og det er noget, jeg nyder utroligt meget. Det er en skøn følelse at hoppe på ladcyklen, aflevere ungerne i børnehaven og derefter fortsætte turen til arbejde.
Særligt om eftermiddagen, efter en lang dag indenfor på kontoret, er det befriende at komme op på cyklen og få noget frisk luft, mens tankerne kan falde lidt på plads. Og så er det bare hyggeligt at hente børnene igen og cykle hjem sammen. Det elsker jeg.
2. Ude i det fri
Jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at jeg tilbringer det meste af dagen indendørs på kontor, men jeg elsker at være udenfor. Om det er i byens puls eller i naturens ro – det er lige fantastisk. For mig handler det om at få noget luft, og jeg elsker at opleve nye ting.
3. Opgør med køb og smid væk-kultur
Jeg bruger ofte overskudsmateriale til mine kreationer, hvis det er muligt. Jeg ved ikke, om det kan kaldes bæredygtigt, men jeg synes, det er sund fornuft at bruge materialer, der allerede er produceret – men måske ikke passer ind i de kasser, andre arbejder med.
Mine kreationer holder i mange år, så de er i sig selv et opgør med ’køb og smid væk’-kulturen. Jeg har dog oplevet, at en kreation kun blev brugt én enkelt gang – og derefter bare hang i skabet og samlede støv. Det synes jeg er tosset på alle mulige måder.
Jeg opfordrer også mine kunder til at genbruge mine kreationer i nye sammenhænge. Så hellere finde den frem igen, få den syet om – eller noget helt tredje – så den bliver genbrugt og stadig har værdi.
Søren Le Schmidt er en anerkendt dansk designer, som har skabt sig et navn både nationalt og internationalt med sine smukke kjoler til den røde løber og sine kommercielle kollektioner. Søren Le Schmidt har desuden medvirket i flere tv-programmer, hvor han har delt sin ekspertise inden for mode og design. Han er gift og bor i Gentofte med sin familie.
Instagram: @soerenleschmidt
4. Går fra a til b
Jeg har ofte mange møder rundt omkring i byen, og der vælger jeg konsekvent at gå. Det er både for at få lidt motion, men også fordi jeg holder meget af det. Før vi flyttede til Gentofte, havde jeg ikke en cykel og gik til alting. Jeg elsker det stadig – og går til alt, hvor det er muligt.
5. Står naturligt tidligt op
Jeg kan tydeligt mærke det på min dag, hvis morgenen bliver for hektisk. Det giver mig en dårlig start. Derfor er det vigtigt for mig at have god tid om morgenen. Jeg er nok det, man kalder et irriterende A-menneske, der nyder at stå op omkring halv fem-fem. At drikke min morgenkaffe i fred og starte dagen stille og roligt betyder meget for mig.
Sådan var det også, før jeg fik børn, hvor jeg tidligt tog på kontoret. Jeg syntes, det var fantastisk at gå rundt i byen, før den vågnede. Jeg elsker de morgener. Nu er der lidt mere praktik med havregryn og børn, der skal afleveres, så jeg når det ikke helt på samme måde – inden byen vågner.